Høringssvar til kommunalt budget i Hørsholm
Læs vores høringssvar til det kommunale budget for 2026-2029 i Hørsholm kommune
Kære kommunalpolitikere i Hørsholm Kommune
Tak for en inddragende dialog vedrørende kommende budget for 2026-2029.
Hermed høringssvar til fra Allerød - Hørsholm Lærerforening.
Forslag til anlægsønsker
Forslag til anlægsønske: BSU 1
Fysiske rammer på almenskolerne
Regeringen tildelte Hørsholm Kommune 7,13 mio. kr. til forbedring af folkeskolernes faglokaler.
Ja, det er et umærket bloktilskud til anlægsrammen over to år, men vi ser meget gerne, at man efterkom anlægsønsket og øremærkede midlerne til folkeskolernes fysiske læringsrum.
Visse af kommunens faglokaler har ikke modtaget en opdatering i årtier, og det ses. Herudover er midlerne nødvendige for at imødekomme kravene fra Folkeskolens nye kvalitetsprogram, som implementeres over de kommende år.
Midlerne kan samtidig udgøre en vigtig del af løsningerne, der ligger i Hørsholms egen ”Politik for meningsfulde og inkluderende læringsfællesskaber”, hvor nye fysiske læringsmiljøer er nødvendige.
HØST’s helhedsplaner for skolerne kræver et genbesøg, men den grundlæggende vision for skolerne er allerede lavet.
Forslag til anlægsønske: BSU 2
Udvidelse af Lundevejsskolen
Hørsholms specialskole har behov for mere kapacitet og bedre muligheder for at tilbyde en alsidig og inkluderende undervisning til skolens stigende antal specialskoleelever. Det kræver kompetente og rummelige medarbejdere, der kan videndele i tæt samarbejde med hinanden.
Men det forudsætter gode fysiske rammer, der matcher specialskolens kerneopgaver.
Allerød - Hørsholm Lærerforening så gerne, at anlægsønskets permanente løsningsforslag blev realiseret. En varig lokalerokade med Usserød Skole og etablering af lokaler på Stampevej vil sikre Lundevejsskolens fremtidige muligheder. Samtidig skabes der rum for et tættere samarbejde med PPR på skolen.
Her vil arkitekternes helhedsplaner for Usserød skole også kunne benyttes.
Forslag til driftsønsker
Ønske til drift: BSU 6
Lønsum til afdelingsleder på Lundevejsskolen
Allerød - Hørsholm Lærerforening så gerne, at det var muligt at sikre lønmidlerne til en fuld afdelingslederstilling på Lundevejsskolen. Specialskolen arbejder i disse år med stigende elevtal, og kompleksiteten af kerneopgaven bliver kun større. Det kræver et højt kompetenceniveau, koordinering med andre kommunale enheder og øget personaleledelse for specialskolen.
Ønske til drift: BSU 7
Investeringspulje – inkluderende, meningsfulde læringsfællesskaber
Dette initiativ hilses meget velkommen, da midlerne beskrevet i forslaget vil realisere de indsatser, der er udarbejdet i det politiske oplæg ”Politik for inkluderende, meningsfulde læringsfællesskaber for børn og unge i Hørsholm Kommune.” Der er lagt et stort arbejde i formuleringen af denne politik, over lang tid og med input fra et væld af interessenter på skoleområdet. Derfor vil en finansiering af dette forslag være med til at give seriøse bud på løsninger til en af folkeskoleområdets største udfordringer i nyere tid.
Flere kompetente fagprofessionelle i undervisningslokalet vil øge det faglige, didaktiske og pædagogiske niveau på skolerne markant. Tolærerordninger øger ikke kun elevernes trivsel og faglighed, men støtter også nye lærere, når professionsidentiteten opbygges.
Kompetenceudviklingen støttes med dette forslag, både for den enkelte og i fællesskabet; derved styrkes muligheden for konstruktiv videndeling. Derudover vil et øget samarbejde mellem skoler, PPR og myndighed øge bevidstheden om Hørsholms skolevæsen som en samlet enhed.
Forslag til råderum
Råderumsforslag: BSU 10
Forhøjelse af lærernes undervisningsandel
De puljemidler, som Hørsholm Kommune modtog med finanslovsaftalen for 2020 til at støtte Folkeskolen, blev blandt andet brugt til at sænke lærernes gennemsnitlige undervisningstimetal. Det gav mulighed for at ansætte flere lærere, og dermed fik skolerne bedre rammer omkring inklusion og tolærerordninger i undervisningen samt mulighed for at sænke arbejdspresset generelt. Et arbejdspres, der tydeligt ses i skolernes APV-undersøgelser som negative resultater.
Ved at hæve det gennemsnitlige undervisningstimetal igen vil det få konsekvenser for både tilknytning og tiltrækning af dygtige medarbejdere til skolerne samt den kvalitet, eleverne oplever i den daglige undervisning.
I budgetmaterialet er der beskrevet et tillæg på 90 kr. for lærere og børnehaveklasseledere, hvis undervisningstimetallet stiger over en fastsat grænse. Overenskomsttillægget er beregnet i år 2000-niveau og skal derfor justeres med en omregningsfaktor, der løbende stiger. På nuværende tidspunkt er faktoren 1,598, hvilket giver et tillæg pr. undervisningstime på 143,8 kr. for hver UV-time over den fastsatte grænse.
Råderumsforslag: BSU 11 og 12
Rammebesparelse på skolerne og Puljetimer
Da langt størstedelen af skolernes økonomi allerede er fastlagt, vil en rammebesparelse af denne størrelsesorden, fordelt på skolerne, med høj sandsynlighed skulle findes i puljetimer, ekskursioner, lejrskoler og lignende. Besparelsen vil presse forventningerne til, hvad folkeskolen bør tilbyde elever, forældre og medarbejdere.
Vi håber derfor, at netop dette råderumsforslag ikke kommer i betragtning som en del af den kommende budgetaftale. Hvis dette ikke kan undgås, ser vi gerne, at KB udpeger specifikke områder, der skal reduceres.
I forslaget om reduktion af puljetimer beskrives det, at konsekvenserne for personalet er: ”En reduktion i midlerne til puljetimer vil overordnet betyde, at det ikke i samme grad som i dag vil være muligt for skolerne at tilrettelægge et alsidigt, varieret og dækkende undervisningstilbud, som er hensigten med puljetimerne. Konkret kan det betyde, at der vil være ringere muligheder for at tilrettelægge fleksible og differentierede læringsforløb ud fra det enkelte barns behov og forudsætninger.”
Allerød - Hørsholm Lærerforening er enig i beskrivelsen af forslagets konsekvenser og håber, at eventuelle besparelser vil være så små som muligt. Puljetimerne er et af de bedste redskaber, lærerne har til at favne et inkluderende læringsfællesskab for eleverne.
Råderumsforslag: BSU 15
Servicereduktion i PPR
Reduktionen af en psykologstilling i Hørsholms PPR vil direkte påvirke de muligheder for hjælp og støtte, som PPR normalt kan tilbyde, og samtidig øge arbejdspresset for de tilbageværende medarbejdere. Der må forventes længere ventetid i borgersager. Borgerne er her ofte børn og familier i problematikker, hvor ventetiden er et vigtigt parameter for, hvilke foranstaltninger der kan tages i brug. Derfor ser vi gerne, at man undgår en personalereduktion hos PPR.