Pressemeddelelse: Flere opgraderinger af lokaler på folkeskolerne i Allerød
Læs pressemeddelelsen, som er sendt ud i Sjællandske Nyheder og Allerød Kommunes nyhedsbrev.
Flere opgraderinger af lokaler på folkeskolerne i Allerød
Folkeskolernes kvalitetsprogram sætter fokus på løft af faglokalerne. Med det nye budgetforlig blev der derfor afsat 10 mio. kr. i 2026 til opgradering af fysiske faglokaler på Allerød Kommunes folkeskoler. Børne- og Skoleudvalget har nu truffet beslutning om prioriteringen af midlerne.
De boglige fag som matematik, dansk og engelsk er vigtige for børn og unge. Men de praktiske og kreative fag, som håndværk og design, spiller også en vigtig rolle og kræver, at både materialer og fysiske rammer er i orden.
Engholm Skolen er med i et nationalprojekt om madordning på skoler, og derfor har byrådet besluttet at afsætte 3,4 mio. kr. til at ombygge kantinen og løfte de pædagogiske rammer omkring de fælles spisesituationer for eleverne. Derudover har Børne- og Skoleudvalget den 3. marts besluttet, at de resterende midler skal anvendes på at lave forskellige opgraderinger af folkeskolernes faglokaler.
Det sker på baggrund af en gennemgang af faglokalerne og med målet om at kunne leve op til fagenes mål jf. folkeskoleloven.
”Det er vigtigt, at eleverne og lærerne har tidssvarende lokaler – især til de fag, hvor omgivelserne og det værktøj, man arbejder med, har stor betydning for undervisningen. Derfor håber vi, at renoveringen af bl.a. håndværk- og designlokalet i Blovstrød kan være med til at inspirere eleverne til at blive endnu mere nysgerrige på de praktiske og kreative fag,” siger Anders Damm-Frydenberg, formand for Børne- og Skoleudvalget.
Kredsformanden for Allerød - Hørsholm Lærerforening Maibritt Deichmann hilser prioriteringerne velkomne.
”Vi afgav et høringssvar i forbindelse med budgetprocessen sidste år, som jeg med glæde kan se at der er lyttet til. Der er særligt faglokalet i Blovstrød og justeringer i udsugninger på øvrige skoler, som trænger til et løft nu og her, og det ser vi imødekommes med beslutningen.” Fortæller Maibritt Deichmann.
Der igangsættes nu et offentligt udbud vedrørende opgraderingen af faglokalerne, og den endelige udgift kendes derfor endnu ikke. Hvis der efter det gennemførte udbud er midler tilbage i anlægsbudgettet, vil de blive prioriteret til yderligere opgraderinger af faglokaler på Allerød Kommunes folkeskoler.