Høringssvar vedr. effektiviseringskatalog Allerød
Læs vores høringssvar til Allerød kommunes effektiviseringskatalog for 2027-2034
Høringssvar vedrørende katalog med forslag til effektiviseringer 2027-2034
Allerød-Hørsholm Lærerforening ønsker at afgive høringssvar til de foreslåede effektiviseringer på skole- og ungeområdet. Vi anerkender behovet for en ansvarlig økonomistyring. Samtidig finder vi det vigtigt at understrege, at flere af de fremlagte effektiviseringer ikke blot er administrative tilpasninger, men reelle forringelser af de tilbud og den kvalitet, som børn, unge og familier i Allerød Kommune møder i hverdagen.
Forslag 3: Vester Hus
Forslaget om besparelser på Vester Hus ser vi som et stort tab for kommunens skoler. Vester Hus har gennem mange år været et unikt læringsmiljø, som giver børn og unge mulighed for at arbejde med natur, miljø og bæredygtighed gennem praksisnær og varieret undervisning. Stedet understøtter en undervisning, som mange skoler ikke selv har mulighed for at etablere inden for egne rammer, og det giver eleverne værdifulde erfaringer uden for klasselokalet. Allerød Kommune profilerer sig som en grøn kommune med visionen "Tæt på naturen". Vester Hus er et af de mest konkrete eksempler på, hvordan denne vision omsættes til praksis. Derfor finder vi det paradoksalt, at der foreslås besparelser på netop det tilbud, der forbinder kommunens grønne ambitioner med børn og unges læring.
Forslag 5 og 6: UU-vejledning og UU Sjælsø
Vi er meget bekymrede over forslagene vedrørende UU-vejledningen og UU Sjælsø. Uddannelsesvejledning er et komplekst og specialiseret område, som kræver særlige kompetencer og et indgående kendskab til uddannelsessystemet, adgangskrav, ungdomsuddannelser og de udfordringer, som mange unge står overfor. I dag oplever vi en høj kvalitet i vejledningen. UU-medarbejderne løfter en vigtig opgave for elever, forældre og skoler. Vi har svært ved at se, hvordan lærerne skal kunne overtage eller kompensere for denne indsats. Forslaget kan efter vores vurdering føre til en reel forringelse for kommunens borgere og især for de unge, som har behov for kvalificeret vejledning i forbindelse med valg af uddannelse og fremtid. Medmindre der ansættes kvalificeret personale til at varetage denne specifikke opgave.
Forslag 10: Læringsmiljøpuljen
Vi undrer os over forslaget om at reducere læringsmiljøpuljen. Puljen er i dag placeret ude på de enkelte skoler, hvor den bruges til lokale tiltag og forbedringer, som kommer børnene direkte til gavn. Midlerne giver skolerne mulighed for løbende at styrke læringsmiljøet og håndtere konkrete behov tæt på elevernes hverdag. Når disse midler fjernes, tager man samtidig mulighederne væk for at gennemføre forbedringer for børnene. Besparelsen rammer derfor ikke et administrativt område, men de ressourcer, der direkte understøtter børnenes trivsel og læring.
Forslag 11: Udfasning eller erstatning af Min Uddannelse
Vi er også bekymrede over besparelserne på Min Uddannelse. Min Uddannelse er et centralt værktøj i skolernes arbejde. Lærerne har gennem mange år investeret tid og kompetenceudvikling i at implementere og udvikle brugen af systemet, så det spiller tæt sammen med fagportaler, undervisningsplanlægning, evaluering og samarbejdet med hjemmene. Det er svært at se meningen i at afvikle eller reducere et værktøj, som allerede er integreret i skolernes praksis, og som lærerne har brugt betydelige ressourcer på at få til at fungere. En sådan besparelse risikerer at medføre både merarbejde, tab af kvalitet og behov for nye investeringer på et senere tidspunkt.
Afslutning
Samlet set mener Allerød-Hørsholm Lærerforening, at flere af de foreslåede effektiviseringer i realiteten er besparelser med mærkbare konsekvenser for børn, unge og familier i Allerød Kommune. Vi opfordrer derfor Kommunalbestyrelsen til at genoverveje forslagene. Særligt finder vi det problematisk, når besparelser rammer områder, som understøtter kommunens egne visioner, sikrer høj faglig kvalitet eller giver skolerne mulighed for at udvikle gode læringsmiljøer. Ønsket om effektivisering må ikke føre til beslutninger, der på sigt svækker kvaliteten i kommunens skoler og de tilbud, som børn og unge har brug for.
På vegne af Allerød - Hørsholm Lærerforening
Maibritt Deichmann
Kredsformand